Kære medlemmer af Jyderup Svømmeklub

Generalforsamling

Torsdag den 7. marts afholdes den årlige generalforsamling i Jyderup Svømmeklub. Vi mødes kl. 18.30 i klublokalet til lidt at spise fra Præstegården. Kl. 19 starter selve generalforsamlingen. Vi håber, at rigtig mange medlemmer møder op for at høre, hvad der foregår i klubben og evt. stille op til en bestyrelsespost.

Klubmesterskab

Lørdag d. 6. april afholdes det årlige klubmesterskab. Her dystes i mange discipliner. Alle deltagere får diplom med den tid, de har opnået i den pågældende svømmeart. Derudover er der medalje til de tre hurtigste i hvert løb. Hvis et løb består af flere heats, er det de tre hurtigste svømmere på distancen, som får medalje. Der afholdes også minutsvømning, hvor der svømmes en eller to baner. Her gælder det ikke om at svømme hurtigst, men at komme nærmest på henholdsvis 1 og 2 minutter. Ved klubmesterskabet afsløres desuden årets svømmer, træner og hjælpetræner.

Der er ingen svømmeundervisning denne lørdag

Påskeferie

Der er påskeferie fra og med mandag d. 15. april til og med tirsdag d. 23. april. I denne periode er der ingen undervisning. Øvrige forårshelligdage falder udenfor svømmesæsonen.

Sommervandgymnastik

I lighed med tidligere år er der mulighed for at komme til vandgymnastik 8 gange henover sommeren på udvalgte onsdage fra kl. 18 – 19. Det koster 229 kr. at deltage, og det er forskellige trænere, som forestår undervisningen. Datoer for sommervandgymnastik er: 22.05. – 29.05. – 12.06. – 19.06. – 26.06. – 14.08. – 21.08. -28.08. Særskilt mail herom udsendes!

Tilmelding til ny sæson

Den 15. maj åbnes op for tilmelding til sæsonen 2019 – 20 for nuværende medlemmer af klubben. Til nogle hold gælder det om at være hurtig med tilmeldingen. Man er ikke sikret en plads på et bestemt hold, selv om man har gået der i mange år. Optagelse sker efter ”først til mølle” princippet. Nye medlemmer kan tilmelde sig fra 1. august i det omfang, der er ledig kapacitet.

For børneholdenes vedkommende sker oprykning fra et hold til et andet efter aftale med træneren og Jane Nielsen, tlf. 29887971.

Har man stået på venteliste til et hold, skal man være opmærksom på, at ventelistepladsen bortfalder d. 30. april hvert år. Hvis man ikke har fået plads på det ønskede hold, men fortsat gerne vil stå på venteliste, må man lade sig skrive op igen den følgende sæson.

Sommerferie

Selv om sæsonen varer et par måneder endnu og først slutter d. 30. april, vil vi gerne gøre opmærksom på, at bestyrelsen holder ferie i hele juli måned, hvor telefonopkald, sms´er eller mails ikke besvares. Herefter vil vi hurtigst muligt besvare eventuelle henvendelser, der har været henover ferieperioden.

I år er vi i god tid med dette nyhedsbrev. Foråret er først lige ved at starte, men resten af sæsonen kan hurtigt gå, idet der jo lige kommer en påske imellem, hvor vi mister 1 – 2 undervisningsgange. Derfor vil vi ønske jer alle et dejligt forår, en god påske og en skøn sommer og håber selvfølgelig, at vi ses igen til september.

Første undervisningsdag i næste sæson er mandag d. 2. september.

På vegne af Jyderup Svømmeklub

Solveig Bondgaard