Så er vi godt i gang med sæsonen 2018 – 19, og vi vil derfor ønske alle nye medlemmer hjertelig velkomne i Jyderup Svømmeklub. Vi håber, at I bliver glade for at være en del af klubben. Til alle vore ”gamle” medlemmer skal også lyde et velkommen tilbage på et af vore hold. Dejligt, at så mange af jer har lyst at fortsætte år efter år.

Vi har ansat flere nye trænere/hjælpetrænere i klubben. Også et stort velkommen til jer!

Vi har desværre måttet sige farvel til Signe, som har undervist i rigtig mange år i vandgymnastik. Signe har truet med at stoppe i flere år, og nu blev det altså alvor. Men stor tak til Signe for de mange års arbejde i klubben.

I år har vi ikke kunnet oprette et Zumbahold, da Leda, som var instruktør på holdet, gik hen og blev syg og efterfølgende skulle påbegynde et længerevarende genoptræningsforløb. Vi håber, at kunne oprette et Zumbahold igen på et senere tidspunkt. I stedet for at være et Zumbahold er hold 22 blevet et vandaerobichold.

I løbet af sommeren har også kvinderne fået en dejlig stor, ny sauna, i lighed med den, som blev installeret hos mændene sidste år.

Vi har henover sommeren haft et vandgymnastikhold om onsdagen med 27 tilmeldte og 3 forskellige instruktører, som på skift varetog undervisningen. Sidste år, kunne vi som følge af udskiftning af bl.a. vandrensningsanlægget i svømmehallen ikke tilbyde dette.

Døren fra omklædningsrummene ind til svømmehallen er blevet udskiftet og forsynet med en åbne/lukkemekanisme. Husk venligst at trykke på knappen ”DØR” i stedet for at skubbe døren op.

Ferier og lukkedage i sæsonen 2018 – 19

(Begge dage inklusive)

Efterårsferie: Man. d. 15.10.18 – søn. d. 21.10. 18 (Uge 42)

Juleferie: Lør. d. 22.12.18 – ons. d. 2.01.19

Vinterferie: Man. d. 11.02.19 – søn. d. 17.02.19 (Uge 7)

Påskeferie: Man. d. 15.04.19 – man. d. 22.04.19

Klubmesterskab: Lør. d. 6.04.19

(Ingen normal svømning denne dag)

Sæsonen slutter d. 30. april 2019 og starter igen d. 1. september 2019.

Kommende arrangementer

Luciaoptog, søndag d. 16.12.18 kl. 16.00 – 17.30

Generalforsamling, torsdag d. 7.03.19 kl. 18.30 – 21.00

Klubmesterskab, lør. d. 6.04.19 kl. 10.00 – ca. kl. 13

Ordensregler

Vi plejer hvert år i vores september-nyhedsbrev at genopfriske reglerne omkring benyttelse af svømmehal og omklædningsrum. Det vil vi også gøre i år. Reglerne er især en orientering for nye medlemmer, men også ”gamle” medlemmer, har måske behov for at få reglerne genopfrisket.

Man kan tidligst komme ind i omklædningsrummet et kvarter før svømmetiden starter.

Medbringes penge, smykker, mobiltelefon eller andet, som kan friste svage sjæle, så lås det inde i et skab.

Mobiltelefoner skal være slukket under ophold i henholdsvis omklædningsrum og svømmehal. Det er heller ikke tilladt at tage billeder eller videofilm i svømmehallen med andre former for udstyr.

På de brune fliser i omklædningsrummet må man gå med fodtøj, mens man på de hvide fliser kun må gå med bare fødder eller badesandaler.

Tøjet lægges i en bunke på bænken. Der er tit mange, der benytter omklædningsrummet på samme tid, så det er vigtigt at tøjet ikke fylder for meget.

Inden badetøjet tages på, skal du vaske dig grundigt med sæbe. Hvis du ikke bruger badehætte skal du gøre håret vådt og bruge hårelastik, hvis du har langt hår.

Bruges svømmebriller, så husk at medbringe dem i hallen.

Når timen starter, skal du være klar til at gå i vandet. Bruges bælte skal dette være taget på, for ikke at der skal gå tid fra undervisningen.

Du må først gå i vandet, når træneren har givet tilladelse.

Der må ikke springes på hovedet i den lave del af bassinet.

Der må ikke løbes i omklædningsrum, baderum eller i hallen, da fliserne bliver meget glatte, når de bliver våde.

Det kan varmt anbefales at bruge badesandaler, især hvis du er ældre, dårligt gående eller forældre til et barn på babyhold.

Når børnene er fyldt 7 år, skal pigerne klæde om hos damerne og drengene hos herrerne.

Til svømmeundervisning skal pigerne bruge badedragt (ikke bikini), og for at træneren kan se om bentagene foretages rigtigt, skal drengene bruge badebukser (ikke bermudashorts).

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Jyderup Svømmeklub,

Solveig Bondgaard