Tak for i år

Vi nærmer os hastigt afslutningen på sæsonen. Der er kun få svømmedage tilbage, idet der også lige kommer en påske imellem. Lørdag d. 29. april er sidste svømmedag. Vi håber, I har været glade for at komme i klubben og håber at se jer igen til næste sæson, som starter d. 1. september. Vi ønsker jer alle en rigtig god påske og en skøn sommer.

Renovering af rensnings- og ventilationsanlæg

I år er det sådan, at svømmehallen vil være lukket i fire mdr. fra maj til september, hvor anlægget til rensning af bassinet skal udskiftes. Det betyder, at vandet kan renses langt hurtigere end tilfældet er i dag. Ventilationsanlægget vil også blive forbedret og samtidig bliver bassindugen udskiftet. Med det nye anlæg vil vandtemperaturen fortsat kunne holdes på de 30 grader. Udover det beløb, som hallen selv har sparet sammen til arbejdet, har forskellige fonde bidraget med beløb. Svømmeklubben giver et tilskud og Holbæk Kommune yder et beløb, som på grund af kommunens økonomiske situation først bliver udbetalt i 2018. Resten af financieringen sker via lån, som hallen har optaget.

På grund af arbejdet i hallen henover sommermånederne, har det i år ikke været muligt at oprette et vandgymnastikhold eller holde sommersvømmeskole, men det håber vi at vende tilbage med til næste år.

Tilmelding til sæsonen 2017 – 18.

Den 15. maj åbner vi for tilmelding til næste sæson for de medlemmer, som har gået hos os i år. Nye medlemmer kan først tilmelde sig fra 1. august. Der bliver en mindre kontingentstigning på 20 kr. pr sæson, som strækker sig fra 1. september til 30. april. Vi udsender en huskemail, når det er tid for tilmelding. Til nogle hold skal man være hurtig med at tilmelde sig, da der er rift om pladserne.

Generalforsamling

Den 9. marts holdt vi den årlige generalforsamling med et pænt fremmøde. Forud for arrangementet havde Gastrorama lavet en lækker mørbradgryde med forskelligt tilbehør. Formandens beretning blev godkendt og kassereren forelagde regnskabet, som også blev godkendt. Der blev valgt et nyt medlem til bestyrelsen.

Klubmesterskab

Den 22. april er der klubmesterskab for børneholdene. Her vil en række konkurrencer i forskellige svømmedicipliner og forskellige distancer blive afviklet, og der vil blive uddelt medaljer til de 3 bedste placeringer i hver disciplin. Alle deltagere vil få et diplom med det opnåede resultat. Der vil også være ”Minutsvømning”, hvor det ikke gælder om at svømme hurtigst. Der skal svømmes 25 meter på et minut og 50 meter på to minutter. Den deltager, som kommer nærmest henholdsvis et minut for de 25 meter og to minutter for de 50 meter har vundet.

På grund af klubmesterskabet er der ingen svømmeundervisning for lørdagsholdene d. 22. april!

Årets svømmer, årets træner og årets hjælpetræner

På baggrund af de indstillinger vi har fået, har svømmeklubbens bestyrelse truffet afgørelse om, hvem der er udvalgt som årets svømmer, træner og hjælpetræner. Dette vil blive afsløret ved klubmesterskabet d. 22. april.

30 års jubilæum

Jyderup Svømmeklub har i år eksisteret i 30 år, og vi har valgt at markere jubilæet ved klubmesterskabet. Der vil være gratis slush ice til alle og slikposer til børnene.

Sommerferie

Vi holder sommerferielukket i juli måned og i dette tidsrum tager vi ikke telefon og besvarer ikke sms´er eller mails, så har I spørgsmål, så kontakt os inden 1. juli eller efter 1. august.

På gensyn til september!

På vegne af Jyderup Svømmeklub

Solveig Bondgaard