Retningslinier for omgangsform i klubben

 

Med følgende retningslinjer vil vi, som klub, gerne signalere hvordan vi alle, i fællesskab, bør optræde så svømmeklubben bliver et godt og trygt sted at være for svømmere, forældre og trænere.

I Jyderup Svømmeklub taler vi ordentligt til hinanden - ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe / udseende.

Chikane eller mobning mellem børn og unge indbyrdes er ikke acceptabelt!

Trænere og ledere er rollemodeller og har derfor et særligt ansvar for at behandle andre med respekt.

Et nej - også i leg - skal altid respekteres.

Der skal altid være mere end én voksen til stede i svømmehallen ved træning.

I forbindelse med ture, stævner ol. er der altid mindst to voksne forældre / trænere med.

Trænere eller ledere inviterer ikke børn med hjem.

Kropslig kontakt og berøringer i forbindelse med instruktion, jubel eller trøst er tilladt.

Seksuel chikane under enhver form er forbudt!

Det er ikke tilladt for en træner, at indlede et forhold til en svømmer under 18 år, som han/hun er træner for.

Man går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum. Forældre kan dog medbringe børn af modsatte køn til det fyldte 7. år.

Mobiltelefoner / kameraer skal være slukket til træning og i omklædningsrum. Hvis man ønsker at fotografere til træning, skal dette aftales med træneren.

Forældre opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre og er derfor i stand til at opdage, hvis barnet mistrives.

Der indhentes børneattester på alle nye trænere. En positiv attest vil medføre øjeblikkelig udelukkelse fra klubben. DGI involveres automatisk, hvis en træner  har en positiv attest. Ansvarshavende for at indhente attester er næstformand Heidi Falster, som har tavshedspligt vedr. alle personfølsomme oplysninger. Når de negative attester er dokumenteret i bestyrelsens referater, destrueres attesterne.

Hvis en træner / leder føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, er vedkommende meget velkommen til at kontakte bestyrelsen. Den vil føre samtalen til protokols, så evt. ”fejlagtige”
misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.

Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer, at der er noget galt. Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og reagere hurtigt på dem.







Godkendt af bestyrelsen for Jyderup Svømmeklub d. 15.01.2015